Hvad sker der?

Kims Bacon til Tunø Festival 2010

Vi får æren af at åbne festivalen torsdag kl. 14, og til at hjælpe os har vi inviteret Danmarks guitar-blærerøv nr. 1, Ronald Andersen

Ny koncert med Axel Zwingenberger

Det succesrige samarbejde med boogie-woogiemesteren fortsætter i 2010. Koncerten finder sted i Næstved Jazzklub 26. februar.

Anmeldelse af Kims Bacons koncert i Underværket, Randers 2009

Anmelderen er måske ikke helt uden part i sagen, da han sidder i bestyrelsen, men vi takker for de pæne ord. Læs hele historien her

35 - års jubilæumskoncerterne

Gerhard Ellerbæk fra Bourbon Street Jazzband sprang til og erstattede på bedste vis Verner Worck under to særdeles vellykkede koncerter i Århus Jazzklub og på Rampelys i Silkeborg. Fessor spillede som sædvanlig usædvanlig godt, og vores trumfkort, Jesper Bjarnesen sang sig ind i alle kvindehjerter, foruden at han spillede noget af det bedste bluesguitar, man hører herhjemme. Ikke noget at sige til, at han er en travl og velbetalt herre. Men som han sagde: "Jeg har sparet sammen for at spille med Kims Bacon!"

Med Axel Zwingenberger i 2008


De tilstedeværende i Næstved og Radsted jazzklubber kan bekræfte, at boogie - woogiekampen var forrygende underholdning. Kims Bacon og Axel Zwingenberger kommer til at hærge det danske festival - land i sommeren 2008. Foreløbig er der interesse fra Maribo, Riverboat, Tunø og Århus. Det bliver heftigt!

Verner Worck 1944-2007

Den 22. januar mistede dansk jazz endnu en stor profil. Verner Vorck kæmpede til det sidste, og opgav aldrig håbet om at kunne fortsætte med at glæde publikum og kolleger med sin kunst. Kims Bacon fik lov til at spille med denne fremragende musiker i en årrække,og heldigvis er vores samarbejde dokumenteret på tre CD´er.

Med Axel Zwingenberger i 2007


På Femø og omegn husker de stadig, da Kim dystede med den tyske Boogie-woogiemester Axel Zwingenberger, og Ole "Radsted" har taget initiativ til en gentagelse, foreløbig i Næstved Jazzklub og i Radsted Jazzklub 2. og 3. februar 2007.

Med Fessor, Jesper Bjarnesen


Vi er på banen med det fantastiske jubilæumsorkester igen i 2007, hvor vi kan høres i Århus Jazzklub og Frokostjazzen i Silkeborg 13. og 14. april.

Kims Bacon: nu på video


Det er godtnok kun hjemmevideo, men man kan høre os spille "Do you know what it means to miss New Orleans" på Long John under Copenhagen Jazzfestival 2005. Optaget af min fætter Niels!

Kim Nedergaard modtager hæderspris

I 2001 fejrede DMF, Silkeborg sit 100-års jubilæum. Ved den lejlighed indstiftede man en hæderspris, som skulle gives til en kollega. Lørdag d. 15 november 2003 blev prisen så overrakt for første gang , og modtageren blev en musiker, som mange århusianere kender ganske udmærket. Kim Nedergaard flyttede til Silkeborg i 1978, men havde forinden nået at optræde med klaverspil og sang på stort set alle spillesteder i Århus, hvor han blev født i 1948.
Bestyrelsesmedlem i Silkeborgafdelingen Mikael Hasle, nævnte i sin tale ved overrækkelsen på Rampelys at Kim, lige siden han "kom for sent til bandbussen tilbage til Århus" havde sat sit præg på Silkeborgs musikliv. Både som medlem af flere lokale orkestre, og som spontan underholder rundt omkring, hvor der nu stod et klaver. Han fremhævede Kim som en god og altid loyal kollega, som aldrig var holdt op med at lege med musikken.
En glas-statuette af kunstneren Anni Toubro symboliserede hæderen, og desuden var der blomster fra "Frokostjazzen i Silkeborg" som stod for dagens arrangement med Randers Big Band med Bobo Moreno som sangsolist. Det fremragende ensemble ledes af Ole Koch Sørensen, formand for DMF Silkeborg. Prismodtageren var for benovet til at holde en takketale, men lod i stedet fingrene gøre arbejdet på bedste vis bag flyglet i "All of Me" sammen med big band´et. Det talstærke publikum kvitterede med et bragende bifald, og tilkendegav samtidig, at der var tale om et populært valg.
Teksten venligst udlånt af "Basunen" DMF Århus Afd.