Opdateret juli 2009

Anmeldelser


Ryan Simonsen, Jazzens Venner, Randers
MICHAEL LUNDSGAARD, MIDTJYLLANDS AVIS 2003
JØRN OKBO, FORMAND FOR ÅRHUS JAZZKLUB 2003
BRIAN JENSEN FELDE, MIDTJYLLANDS AVIS 1994
BRIAN JENSEN FELDE, MIDTJYLLANDS AVIS 1992
SPIEGLE WILCOX

Efter Kims Bacons koncert på Underværket i Randers, skrev Ryan Simonsen dette på Jazzens Venners hjemmeside:

Kims Bacon- energisk og kraftfuld jazzmusik !!

Kims Bacon, må denne aften siges at være både sprød og velsmagende !
Mange gode jazzstandards blev præsenteret på traditionel vis. Ikke traditionel jazz ganske vist. Det lægger besætningen ligesom ikke op til. Med tenorsax og trompet i front, godt suppleret med elguitar i melodi og soli, er vi i den mere moderne ende af jazzgenren.
”I want a little girl” blev fortolket med al den sødme og længsel, der kan lægges i netop denne melodi. Rytmegruppen holdt takten fast i et klædeligt downtempo. Heine Poulsen er et urværk på sine trommer, varierende i sine rytmefrekvenser og en sand mester i at tilpasse styrken i sit spil. Blidt og svagt op til cressendo når højdepunkterne i fortolkningen kræver det. Mesterligt.
Jørgen Nielsen, på slagbas, følger opmærksomt melodiens og rytmens gang og giver rytmeforløbet sin melodiske karakter. Tonerne runger i ens eget bryst og går lige i hjertet. Guitaren krydrer rytmen med fine klange.
Jesper Bjarnesen kender sin guitar og viser i sine soli, stor virtuositet. Det er dog i sangen, man især lægger mærke til ham. Stemmen er mørk og groovy. Meget udtryksfuld. Næsten arkaisk tæt på de gamle bluessangere, hvor man fornemmer et helt livs smerte og glæde i udtrykket. En nydelse at høre på.
Kim Nedergaard gemmer sig lidt bag sit Roland klaver, men fede og fyldige klange toner ud fra instrumentet. Sjældent er bluestempo, synkoper og melodiske forløb fortolket bedre. Og helt i front.
Gerhard Ellerbæk på sin uforlignelige trompet. Flot tone. Lidt Armstrong inspireret i passager. Ellers over i det boppede. Her går erfaring i spænd med en altid sikker fornemmelse for melodiens stemning og forløb.
Hans Jørgen Jensen er på sin tenorsax meget alsidig i sit spil. I bløde passager genkendes Ben Webster inspirerede temaer, men for det meste er stilen lidt rå og rocket. Med sikker og flydende teknik leveres en strøm af spændende fraser og melodiske mønstre.
I slutningen af første ”sæt” viser bandet, hvor det måske i virkeligheden har sin sjæl. Nemlig i Rythm and Blues genren.
”Dogging around ” fyres af i et tempo og et engagement, der river publikum ned af stolene!
Dogging around kan vel oversættes med ” at blive trukket rundt med”. I en forrygende version af nummeret fornemmer man både råheden og smerten i budskabet:
” You better stop, dogging me around.
If you don’t stop, I’m gonna put you down.
Cause I can’t take much longer.
My hearts getting weak and it’s not getting any stronger.”
Som aftenen skrider frem præsenteres vi for en spændende blanding af jazzstandards, samt Rytm and Blues. Vi får ”Smiling” og ”Georgia” i hver sin ende af tempospekteret og aftenen sluttes af med en serie iørefaldende og medrivende R & B numre. Blandt andet: ”Loveletters in the sand” af Coots / Kenny tilbage i 1937, bedst kendt fra Pat Boones version fra 1957, samt ”Blueberry Hill”, indspillet af Dorsey, Gene Krupa og Glenn Miller, men vel nok bedst kendt i Fats Dominos version.
Yes – I found my thrill, on Blueberry Hill !
Vi fandt vores fortryllelse i Jazzens Venner i selskab med Kims Bacon !!
Med venlig hilsen
Ryan

Den nyeste CD "Live 2002" fik 5 ud af 6 "avishatte" i Midtjyllands Avis: "....Man kan så absolut kun håbe, at dette udvidede Kims Bacon vil bestå i mange år efter jubilæet, for sjældent har man hørt et orkester swinge så pragtfuldt og medrivende, som det er tilfælde på CDén her. Alle musikerne så at sige klær hinanden, de gir hinanden god plads til instrumentale udfoldelser, og midt i det hele står Jesper Bjarnesens, ja, nærmest sexede, og let hæse jazzstemme..........Selv om det er velkendte og ofte spillede numre, formår Kim Nedergaard og hans jubilæumsband virkelig at føje nyt liv og glæde til sangene, der her bliver spillet yderst intenst og medrivende. Ja, det er fuldstændig som at være der selv, og der er sådan en herlig natklubstemning over det hele. ......En meget dejlig, livlig swingende og stemningsfuld live-cd fra et af Silkeborgs helt egne jazztalenter sammen med en perlerække af hans musikalske venner"
Flere anmeldelser















Kims Bacon Live 2002
anmeldt af Jørn Okbo, Århus Jazzradio

En råswingende jazzaffære med hovedsæde i Silkeborg, bekræfter med denne jubilæums-cd, at grundelementerne til 30 års succesfulde levedygtighed er guldbeslåede amerikanske jazz, jive'n jump klassikere fremført med boogiesvedperlende og overbevisende spilleglæde.
I alt 10 veldisponerede numre, hvoraf 6 evergreens er klædeligt garneret med gæstesolisten Jesper Bjarnesens varme og charmerende vokalindsats af internationalt og luksuriøst krydstogtformat.
Kapelmester Kim Nedergaard´s pianistiske Basie-højrehånd skinner tydeligt igennem, og tenorsaxofonisten giver den som tredivernes hot-blæsende Lester Young i Kansas City.Trompetisten Verner Worck fyrer ventilerne af som den ungdommelige Harry "Sweets" Edison, da han endnu orkede mere end 6 toner i en solo. Gæsteguitaristen J.C.Kwella elektrificerer gruppen på bedste Charlie Christian-vis, medens Heine "Hot" Poulsen på trommerne pulserer rytme med Jørgen Nielsens velvalgte bastoner i drevent og rask trav.
Orkesterets vidtfavnende repertoire er yderst sympatisk. Både romantikere og spradebasser, strutskørter og jeans bliver tilgodeset. Orkesterets indlysende underholdningsværdi og den musikalske integritet er ingredienserne til denne veltempererede "stew" brygget af 6 særdeles kompetente og tæt sammenspillede musikere. Deres smittende og medrivende spilleglæde opildner enhver lytter til narrestreger: "Nu skal vi fanme i byen" vil der bliver insisteret af hjemlige cd-lyttere.
Liberale spillesteder, foreninger og jazzklubber kan godt sætte øl på køl til styrtindtagning af jitterbuggere med hang til romantik før whiskyen bliver et forlangende efter dansen og en smøg. "Back to basics"
"Kims Bacon" opnår hvad ethvert orkester drømmer om: Damernes gunst og mænds misundelse.Watch out ! Keep that rhythm coming.

Flere anmeldelser







Brian Jensen Felde i Midtjyllands Avis efter Riverboat Festival 1994

"Jazzens fødested er New Orleans. Mener mange. De stærke jazzdrenge kommer fra steder som New York, Chicago, København, Berlin og så videre. Men nogle af jazzens kronede nulevende hoveder vandrer også rundt i Silkeborgs gader. Det kunne man overtyde sig selv om under årets Riverboat Festival, ikke mindst når Kims Bacon simrede på panden.
Det er tidligere- nytteløst- her på denne plads blevet krævet, at der skulle rejses en skulptur af Kim Nedergaard for hans indsats for jazzen. Men Kim Nedergaard og hans Kims Bacon en endnu ikke blevet foreviget. Og dog. I bevidstheden hos de mennesker, der overværede Kims Bacon under Riverboat Festival anno 1994 vil et stærkt indtryk igen være mejslet ind. Det band bliver da også stærkere og stærkere."

Flere anmeldelser


















Brian Jensen Felde i Midtjyllands Avis 1992

"Gør den mand til æresborger. Ram ham ind. Byg en pyramide. Sæt ham på finansloven. Kim Nedergaard fra Kims Bacon og Bourbon Street Jazzband var med sine bacon-boys en af festivalens mest velsmagende oplevelser.
På Rampelys leverede Kims Bacon en af de fineste musikoplevelser blandt uoverskueligt mange på festivalen. Vi ku´ ha´ kogt en kylling i fadøllet og stegt frikadeller i forhallen, sådan en stemning blev der kogt op mod slutningen af den næsten to timer lange optræden. Et show med kærlige Kim´s klaverbokseri fra hans piedestal af en caféstol med to telefonbøger.
Kims Louis Prima- og Fats Domino-afslutning fik håret til at rejse sig og udråbstegnene til at stille sig i kø bag udsagnet om, at Riverboat altid byder på overraskelser. Kims Bacon var- selv om vi alle kender bandet -den største"

Flere anmeldelser


















Basunisten Spiegle Wilcox

"Pianisten Kim Nedergaard er intet mindre end fabelagtig. Når jeg siger det, skal man også lige vide, at jeg har været med siden 1910, og jeg har hørt mange pianister"
Flere anmeldelser

Tilbage til forsiden