Jubilæumsskrift, tidl. offentliggjort i "Basunen" DMF Aarhus Afd.



Kims Bacon, 30-års jubilæum

Århus 1972
For 30 år siden så Århus anderledes ud end i dag. Både musikalsk og på mange andre måder; arkitektonisk var det tegnestuen "Friis og Moltke", der dominerede bybilledet; dystre lokaler med små vinduer og tunge, hårde materialer. Sådan skulle det bare se ud, også på de nye værtshuse i f.eks. Skolegade. Lamper af kloakrør og kyllingefodertrug som askebægre. Det store kulinariske hit var en steak med bagt kartoffel og salat, og den største søgning fik de spisesteder, hvis knive havde savtakker, for så kunne man file sig gennem de sålelæderagtige bøffer.
Musiklivet var selvfølgelig mangfoldigt, som det vel altid har været, men skal man tale om en markant brudlinie, gik den mellem det politiske, venstreorienterede musik-miljø, og snart sagt alle andre musikmiljøer. Der var nemlig et begreb, der hed "borgerlig æstetik" og det var noget værre noget, det betød nemlig at det var suspekt at nyde alle former for kunst, hvis det ikke havde et politisk, helst revolutionært, formål. Sagt med andre ord, så var musikkens egentlige formål blot at være et køretøj for budskabet. Musik for musikkens skyld var "opium for folket"
Det var det billede, der mødte mig, da jeg flyttede til Århus i 1972. Med en basguitar i bagagen, men med det officielle formål at læse Nordisk Sprog og Litteratur , i daglig tale kaldet danskstudiet. Oppe på bjerget regerede marxismen, og jeg fandt hurtigt ud af de ovennævnte forhold, og holdt min musikinteresse og mit studium skarpt adskilt. Jeg havde dog gjort mig visse forhåbninger omkring musikmiljøet i Århus, for efter et par år i nordjydske bands havde jeg lyst til at prøve noget nyt.

Trinbrædtet

Det var ikke vanskeligt at opspore miljøet, det lå lige for næsen af een, når man gik ned på Trinbrædtet i Vestergade 58. Jens Helm var indehaver af stedet, som præsenterede populære danske orkestre i rock, folkemusik og jazzgenren i weekenden. På hverdagene var der en slags åben scene med jamsession, og det var jo interessant for en nyankommet. Der sad jeg så en tirsdag aften i september 72 og trykkede mig på den udrangerede togbænk og knugede min nyindkøbte Top til 2.75. Efter en rum tid skete der noget. Der lød en skramlen på trappen, og ind trådte to besynderlige skikkelser: forrest en lille mand iført træskostøvler og alpehue, og bag ham en højere skikkelse som kunne forveksles med Sherlock Holmes: på hovedet den klassiske Deerstalker-kasket og ellers lang ternet frakke med et slag over skuldrene.
Min sidemand forklarede mig, at det var duoen Green Grass, bestående af Kim Nedergaard på klaver, og Flemming Stockfleth Andersen på trommer. Især sidstnævnte førte sig med megen værdighed og havde sågar en til at bære sine trommer, den navnkundige Rene Gjerløv, som senere udgav erindringsbogen "Roadie,roadie". Denne duo musicerede så en rum tid og bevægede sig rundt i genrer som blues, swing, klassisk og ren syre, krydret med pianistens vokal, som havde en god klang, men som forholdt sig meget frit til teksternes indhold og især til det engelske sprogs grammatiske regler. Jeg havde kort sagt aldrig hørt noget lignende!
I pausen dristede jeg mig til at spørge pianisten, om de ikke manglede en bassist, og svaret lød prompte: "jo, har du en forstærker?" Det havde jeg, og roadien blev udkommanderet til at ledsage mig hen til mit klubværelse på 4.sal i Graven, hvor jeg boede sammen med mit store Carlsbro-basanlæg og min Fender Telecaster-bas. Det trillede vi så ned i Vestergade. Det viste sig, at Kim Nedergaards primære interesse i min tilstedeværelse bundede i, hvorvidt der var en ekstra indgang hvor han kunne tilslutte sin sangmicrofon, for Trinbrædtet ejede ikke et PA. Jeg fik dog lov at spille lidt bas, og fik min første lektion i jazzens mysterier: "Bare spil alle fire slag i takten" Under nattesædet bagefter blev jeg belært om livet som professionel musiker. Flemmings hovedtese var, at man var musiker 24 timer i døgnet, underforstået, at alt andet var sekundært. Det levede de to herrer op til; begge var indskrevet på journalistskolen, men viste sig der ikke mere end højst nødvendigt.

Trioen, der voksede

Kemien mellem os var fin, og snart var vi en trio, som spillede fast hver lørdag på Box 72 (det senere Motown og Alexis i Frederiksgade) Desuden spillede vi fast nede på "New Orleans" (nu rest. Italia på Europa Plads. Der var næsten altid gæstesolister på og en lang række af Århusrockens-og jazzens prominente personer har på et tidspunkt optrådt med denne trio med vekslende held. Navnet var stadig Green Grass, men da vi en aften skulle akkompagnere sangeren Jørgen Mogensen, udtalte han, at det sgu´var for flippet, så vi klippede låget af en karton Kims Bacon Chips og klistrede det på stortrommen, og fra da af hed vi Kims Bacon. I den musikalske smeltedigel, som musikmiljøet omkring Trinbrædtet og ikke mindst Cabana i Klosterport (nogen burde skrive om det år, dette fantastiske musiksted eksisterede) var på den tid, skøjtede vi rundt i genrerne, musikere gled ind og ud og repertoiret strakte sig fra Billie Holliday, over Ray Charles til jazz-beat, som det hed, og noget som vi kaldte en "strandbred". Det var modal, fri improvisation, hvor Kim gerne fremdrog sin redekam og knipsede på strengene i flyglet.
Det førte til eksperimenter med tidens elektroniske landvindinger som Fenderpiano og Moog-synthesizer, oftest lånt på ubestemt tid af vores gode ven Danny Rasmussen, som hver sommer tjente gode penge i familiens omrejsende tivoli. Et sanganlæg fik vi også, konstrueret af en god ven og malet skrigende gult. Det blev stjålet kort tid efter. Det må have været udseendet, der lokkede, for det lød ikke særlig godt!

Engagementerne lå nu også uden for bygrænsen, bl.a på Musikcafeen i København. Saxofonisten Ole Kühl fra Blue Sun trådte ind i orkestret og fik sat skik på de værste musikalske unoder, og stilen blev præget af jazz-rock. Percussionisten David Cadogan satte skub i rytmen, og guitaristen Jan Ole Kristensen, som senere spillede med Lost Kids og Henning Stærk Band, satte også præg på musikken med sit flotte spil. Medens Ole Kühl var på skole i New York, kom Patrick Gibbs med i bandet. Han var uddannet på Royal Conservatory of Music i London og havde spillet sax og klarinet med mange af de store. Nu var han havnet i Århus under en europaturne som gademusiker. Vi skaffede ham en tenorsax, og til gengæld lærte han os nogle nye akkorder. Måske har det lydt lidt for sært; en aften havde vi fået et afløserjob på den italienskejede danserestaurant på Bruunsbro, og efter første sæt kom værten de lamslåede gæster til undsætning med råbet "no, no molto jazz", og vi pakkede pænt sammen.

Musikernes Hus

Da Jens Helm opgav at drive Trinbrædtet videre, gik en flok musikere, med Spillemændene, Jackie Boo Flight m.fl i spidsen sammen om at drive stedet videre som Musikernes Hus. Århus Orkesterforening støttede også ideen, og vi blev alle medlemmer af DMF. Der blev også oprettet et booking-bureau, Musikernes Kontakt, som havde til huse i forgården i Vestergade 58. Her sad Palle Agergård, som spillede basun i Saratoga og passede biksen. Det var Spillemændene, som qua deres store popularitet hev pengene hjem til bureauet, men også bands som Folkstow, Tears, Taurus og Saratoga kom meget ud at spille. Kims Bacon fik vist ikke mange jobs ad denne vej, men f.eks ovennævnte job på den italienske danserestaurant var faktisk formidlet herfra. På det tidspunkt havde en pige ved navn Grethe (jeg husker ikke efternavnet) overtaget Palles job, og hendes replik, når en kunde spurgte på Kims Bacon, lokket af vores gode udseende i kataloget, lød efter sigende: " Det er godt nok noget underlig musik, de spiller, men de er flinke til at rydde op efter sig"

Suppe, Steg og Is

Når man nu havde et musikerdrevet sted, var det jo naturligt at have et husorkester som flagskib, og Ole Berg fra Spillemændene og Henning Stærk fra Jackie Boo Flight, og senere også Spillemændene kom med ideen om at lave et rigtig stort rhytm´n blues band. Kim var jo selvskrevet som bluespianisten par exellence i Århus, desuden kom "fatter" Eskil Holten med sit Hammond B 3. På trommer Jan Krarup, der som Ole Berg og Kim havde en fortid i Master Joseph and his Disciples, nr.1 ved DM i pigtrådsmusik. Blæsergruppen bestod af Svend Foged (altsax og arrangør) Finn Odderskov (tenorsax) Palle Agergaard (basun) og Gunnar Lautrup (trompet) Ole "B.B"Berg spillede guitar, og Henning var selvfølgelig forsanger. Selv var jeg meget beæret over at blive inviteret med som den yngste og absolut grønneste i flokken. Også Ole Kühl og Malling Hansen var med indimellem.
Vi spillede hver tirsdag i et års tid, og det var virkelig et tilløbsstykke. Forklaringen på navnet var indlysende: Messingsuppe, en kraftig vokalist og en iskold rytmegruppe. Det var en periode, hvor Kim og jeg fik noget disciplin banket ind i kroppen, som vi senere har haft glæde af, og flere af folkene fra dengang spiller vi jo stadig jævnlig med. Først da der en tirsdag aften var flere folk på scenen end i salen, besluttede vi at lukke orkestret!

Tagskægget

Max Hansen drev det navnkundige jazzsted Tagskægget, som fik sit navn fordi det lå oppe på øverste etage i Paradisgade, nu Den Sidste Cafe. Tagskægget rykkede om i Klostergade, men var stadig et paradis, hvor man kunne høre internationale navne som Dexter Gordon, Ben Webster og Stan Getz så tit, at man kunne blive helt blasert. Verdenskunst i dagligstuen, så at sige. Her fik vi også et job i ny og næ; stærkest i erindringen står en juleaften i 70-erne. Der var arrangeret spisning for de juleløse, og musikken stod vi for sammen med Benny Waters, som var en bedaget saxofonist med en fantastisk energi i sit spil. Han blev hurtigt klar over, at trioen ikke mestrede ret meget af jazzens standardrepertiore, så han udtalte " well, we´ll play blues in C, G and F, slow, medium and fast. " Og det gjorde vi så. Hele aftenen. Da han foreslog Blueberry Hill, så vi lys forude, og vi lagde ud i bedste Fats Domino-stil, men Benny udbrød forfærdet: "No, man, swing, swing" Han ville have den som jazz, og det fik han så, efter bedste evne.
En anden veteran, vi har akkompagneret, dog ikke på Tagskægget, er basunisten Spiegle Wilcox, som var 90 år gammel. Han debuterede tilbage i tyverne sammen med Bix Beiderbecke, og var således en af de første eksponenter for den hvide jazz. Også han var en vital herre, og i lyset af hans karrieres længde, er et 30-års jubilæum ikke noget at tale om.

Nye tider i Kims Bacon

Ole Kühl dannede efter sit New-yorkophold gruppen Natdamperen, som Jan Ole og jeg kom med i, men vi fortsatte i Kims Bacon, som kørte videre, nu med en ung talentfuld trommeslager Christian Dalsgaard fra funkbandet Bwana Pop. Danny Rasmussen spillede mundharpe og Moog-synthesizer og Jan Ole spillede fortsat guitar. Kim havde bosat sig i Silkeborg, og vi spillede ofte på "Stalden", hvor man gerne ville have noget Rock´n Roll, og det var vi også leveringsdygtige i med den lokale "Store Mogens" Kjær på vokal.
Kim var kommet med i silkeborg-orkestret Bourbon Street Jazzband, og vi gendannede den gamle trio med Flemming på trommer og spillede fast hver torsdag på Underhuset i 5 år. Her var der efterhånden tradition for at gennemrejsende kunstnere med bopæl på hotel Dania lagde vejen ned i kælderen og gav et nummer med trioen, bl.a Lille Palle og afdøde Søren Strømberg. Århus var dog ikke helt gledet ud af billedet; i omtrent et år spillede Kim og jeg som duo på Cafe Casablanca hver mandag. Her fik vi ofte hjælp af gamle venner som Danny Rasmussen og Henning Stærk.
Efterhånden knyttede Kims Bacon sig tættere til Bourbon Street Jazzband, idet trommeslageren Hans Brockstedt og saxofonisten Hans Jørgen"Hanse" Jensen kom med i Kims Bacon, og jeg kom med i Bourbon, under den forudsætning at jeg begyndte at spille kontrabas. Med denne besætning plus guitaristen Carsten Ingemann udviklede Kims Bacon en stil midt mellem blues og jazz ud fra sloganét "alt kan spilles som shuffle" På Fatter Eskil i Århus blev Kims Bacons jobs en slags kultbegivenheder for det kræsne bluespublikum.
På de årlige Riverboatfestivaller i Silkeborg fik vi lov at prøve kræfter med internationale solister som Gene"Mighty Flea" Conners og Benny Waters. Som medlemmer af Bourbon Street Jazzband er det også blevet til mange akkompagnement-opgaver, Mr. Acker Bilk, Monty Sunshine, Hal Singer, Jacques Gauthé, Otto Brandenburg, Daimi, Leroy Jones o.m.a. samt rejser over store dele af verden. Men Kims Bacons musik er først og fremmest dansemusik, og har altid været det. Mange har vist os den tillid at hyre os til deres familiefester, men de færreste beder os om at spille til sangene mere end een gang!
Her i 2002 må vi undvære Hans Brockstedt, som døde i januar, og som var en vigtig del af vores lyd og ikke mindst vores humor, men han har dannet skole, og Heine "Hot" Poulsen udfylder nu pladsen på bedste vis. Når vi lejlighedsvis udvider orkestret, står valget gerne mellem guitar eller trompet, lidt efter hvad der skal spilles til. Og her har det været en glæde at kunne råde over fremragende musikere som Jens Chr, Kwella og Verner Worck, som er så venlige at sige, at de synes, det er sjovt at spille i Kims Bacon. Og det er måske det, der er hemmeligheden bag det at kunne holde liv i et orkester i 30 år. Vi har det skægt, og det kan publikum forhåbentlig mærke. Her i jubilæumsåret har vi arrangeret et par koncerter for fuldt udtræk, foruden vore sædvanlige gæstesolister medvirker Jesper Bjarnesen på vokal, og det skulle gerne udmønte sig i en Jubilæums-CD. Vi glæder os.

Dengang og nu

Musiklivet har ændret sig på mange måder i de 30 år, der er gået siden vi startede. F.eks er det efterhånden utænkeligt, at man spiller flere aftener det samme sted. Det var almindeligt dengang, ikke mindst for danseorkestrene, og det gav en rutine, som mange timer i øvelokalet ikke kan kompensere for. Vi havde mulighed for det, oven i købet over lange perioder på Knud Nielsens "New Orleans", hvor vi sad torsdag-fredag-lørdag i månedsvis. Ikke til nogen fyrstelig løn, men det sparede huslejen til et øvelokale. Kims Bacon øvede sidst i 1990, en enkelt aften her hos mig, men det ser desværre ud til at vi bliver nødt til at holde et par prøver op til vores jubilæumskoncerter. Og pyt, man bliver aldrig for gammel til at lære noget nyt.
Denne beretning er skrevet udelukkende ud fra hukommelsen; der var en masse turbulens i tiden, som gør, at kronologien måske ikke holder hele vejen. Hvis nogen føler sig forbigået, er det ikke sket i nogen ond hensigt. Jeg har udeladt enkelte musikere i min beretning, i disse tider med imagepleje er det vigtigt ikke at blive indhentet af beretninger om upassende alliancer i fortiden! Men ingen har spillet i Kims Bacon uden at være mærket af det på livstid!
Her i vort 30. år kan vi nu kalde os Kgl. Hofleverandører, idet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik med følge overværede et sæt i Fodvarmeriet i festugen . Det så ud til at behage, og ceremonimesteren Eugen Olsen sad ind på piano i et enkelt nummer til stor jubel.

Jørgen Nielsen
Brabrand august 2002

Opdateret august 2004